Hvad kan man gøre med en kikkert?

Selv om opfindelsen af kikkerten går helt tilbage til slutningen af 1600-tallet, blev den først her på jorden og ikke op imod rummet før i slutningen af det 19. århundrede. Dette var takket være brugen af interne prismer til at ‘oprette’ det billede, der blev set i kikkerten. Før denne udvikling blev kikkerten hovedsageligt brugt til at kigge på stjerner, dvs. astronomi. 

Kikkert beskrives ofte med to tal, såsom 7 × 50, eller 10 × 35 osv. Det første tal er kikkertens forstørrelseseffekt – så 7x vil forstørre objekter 7 gange. Det andet nummer er frontlinsens åbning (diameter) i millimeter. Jo større blænde, jo bedre er billedet, men alt over 50 mm er svært at holde komfortabelt. 

Der er en øvre grænse for de fleste håndholdte kikkertforstørrelser. 10x forstørrelse er det som den gennemsnitlige person maks. kan holde stille. Hvis ma prøver at holde 12x eller højere kikkertsigte med sine hænder, vil man sandsynligvis ryste for meget til at kunne se noget. Sådan en kikkert skal monteres på et stativ. 

Der er to hovedkonstruktioner på en kikkert, og de er navngivet efter de prismer som de bruger. Den første er kendt som ‘Porro-prisme’ og bruger et par retvinklede 5186 prismer til at rotere billedet. Dette er en standard, bredkikkert, som de fleste mennesker kender til. Det andet design er den, der på engelsk kaldes ‘Tag Prism‘, hvor en mere lige og kompakt prisme bruges til at korrigere billedet. Tagprismer bruges i de fleste kompakte kikkertmodeller. Tagprismer er mere kompakte, men der er kan være problemer med de kompakte prismer, såsom tab af lys, farveseparering og andet hvilket betyder, at de kræver højere tolerancer eller specielle fase-korrektion belægninger for at løse problemet. 

Hvis du vil vide mere om kikkerter, så kan du besøge kikkertland.dk og læs meget mere om hvad du kan gøre med en kikkert.

Lykke Holzmann Søby